Tid: Den 1. juni kl. 10-16 Invitation pdf
Sted: Aalborg Universitet i København, A.C. Meyers Vænge 15, 2450 København SV
Pris: 1.500 kr. inkl. moms
Præsentation:
Med initiativet Den digitale fordør lægger sundhedsreformen op til, at borgere og patienter i højere grad skal kunne møde sundhedsvæsenet digitalt; vi skal tænke digital first. Men hvad betyder det egentlig i praksis? Hvilke muligheder rummer det, og hvilke udfordringer skal vi være opmærksomme på?
Mens vi venter på, at sundhedsreformen begynder at træde i karakter, konstaterer vi to ting:
- Reformens hovedmålsætninger kan koges ned til:
- Bedre tilgængelighed til praktiserende læger særligt i yderområderne
- Bedre rettigheder til og behandling af den voksende kronikerpopulation
- Klogere håndtering af den stigende aldersdemografi
- Digitalisering skal spille en central rolle i understøttelsen af disse mål.
Det er seminarets hovedformål at tage en indledende drøftelse af disse muligheder velvidende, at ” the devil is in the details”. Det er svært at forestille sig, at AI ikke kommer til at spille en vigtig rolle i dette.
Samtidig rejser begrebet den digitale fordør en række vigtige spørgsmål om tværsektoriel sammenhæng, især i behandlingen af ældre og kronikere. Hvem har behandlingsansvaret, og hvordan sikrer vi, at stafetten videregives på en sammenhængende og for patienten meningsfuld og tilfredsstillende måde? Hvordan vil dette ændre patientrollen, og hvilken opmærksomhed på ulighedsproblematikken er relevant? Hvad kan somatikken lære af den digitale psykiatri, som arbejder med ”stepped care”; altså sundhedstjenester, der kan foregå som rene digitale interaktioner, men som afløses af fysiske kontakter, når det er nødvendigt?
Begrebet digitale fordør rejser i dag flere spørgsmål end svar. Derfor er seminarets formål at præsentere og drøfte centrale problemstillinger og mulige løsninger på en inspirerende og fremadskuende måde. Der er næppe tvivl om, at udformningen af sundhedsvæsenets digitale fordør vil få stor betydning for, hvordan borgere og patienter i fremtiden vil opleve mødet med sundhedsvæsenet.
Programmet er i støbeskeen og følger snarest.
Arrangør: E-sundhedsobservatoriet
Målgruppe: Seminaret henvender sig til ledere, beslutningstagere, digitaliseringsansvarlige og fagfolk, der arbejder med sundhedsdata, digitalisering og innovation i både den offentlige- og private sektor.
Der er 100 pladser, som fordeles “efter først til mølle-princippet.”
Tilmeldingen er bindende, hvilket betyder, at du ikke kan melde fra og få pengene tilbage, men du er velkommen til at sende en kollega, hvis du er forhindret. Du kan ændre, navn, titel og mailadresse via bekræftelsen eller sende en mail med ændringerne til e-sundhedsobservatoriet@sdu.dk.